Artikel fra Politiken af Monna Dithmar bragt 31. marts 2009

40 I MORGEN.

I ballettens verden har man en Applauspris - den slags kunne der godt være brug for andre steder. At Ballettens Venner i oktober gav prisen til Henriette Brøndsholm er mere end berettiget. 

Hun fortjener en ordentlig klapsalve for alle de år - 22 - hun som korpsdanser har danset for og stillet op lige meget hvad - dygtig og præcis og med en usvigelig energi.
Er det 'Napoli', der er på programmet, kan man være sikker på, at hendes nette, lille, lyse skikkelse er på pletten med et smil og gyldne øreringe. Hun hører til den slags dansere, der får et kompagni til at fungere. De er selve rygmarven i Den Kgl. Ballet, selv om indsatsen ikke ledsages af solodansernes spotlight.

Det handler ikke bare om at være driftsikker - her har hun i øvrigt været god til at tage hånd om sin krop, så hun har undgået skader og sygefravær - det handler om engagement. Det kan man ikke undgå at mærke, når det er hende, der holder balletintroduktioner før forestillingerne, som hun aktuelt også har gjort det i forbindelse med 'Giselle'.

Men selvsagt er det især på scenen, at hun fortsat forstår at engagere. I 'Giselle' er hun, meget karakteristisk, først en af jagtselskabets fornemme fruer for så efter pausen at forvandle sig til forlokkende Wilie på hævntogt.

Kunsten at multitaske har hun bestemt styr på. Fra første færd var hun som skabt til at springe ind i Bournonville-repertoiret, hvor hun i 'Sylfiden' har prøvet at være Lillepigen, der kækt insisterer på at danse reel med de voksne, og den søde Effy, der er så forhippet på at blive gift.

Som lille svævesylfide var hun i øvrigt med til at skabe en ny tradition i kompagniet, da det under et gæstespil i Chicago lige var ved at gå galt, da hun og Silja Schandorff skulle hejses til vejrs med den døde sylfide. Faren blev dog afværget, men lige siden har de små sylfider altid fået chokolade, når de har været oppe at svæve.

Henriette Brøndsholm har i det hele taget svævet gennem mangt og meget, på figurskabende vis som dukken Coppelia, fadebursterne i 'Et folkesagn' og tøndebåndsdanser i Balanchines 'Søvngængersken'. Applaus er på sin plads.