Artikel fra Kristlig Dagblad af Charlotte Bach, bragt 12. juni 2009

Balletdanserne ved godt, det er slut, når de fylder 40. Alligevel opstår der uvægerligt et tomrum, når tæppet er faldet for sidste gang. Hvad nu?
Den 1. maj dansede kongelig balletdanser Henriette Brøndsholm sin sidste forestilling på Det Kongelige Teater i København. Det var i balletten "Don Quixote". Efter tæppefald kunne hun forlade den scene og de brædder, hun har danset på i 31 år.

Foran hendes garderobe var der strøet blomster på gulvet, og aftenen igennem strømmede det ind med afskedshilsener og blomster.

Henriette Brøndsholm fyldte 40 år den 1. april i år og nåede dermed pensionsalderen for balletdansere. Uvilkårligt melder et tomrum sig efter så mange års benhårdt arbejde, pres, forventninger og nerver, men også uforglemmelige øjeblikke med applaus, jubel, gallaforestillinger og bal hos Dronningen. Med tæppefaldet den 1. maj sluttede det alt sammen.

Otte balletmestre har Henriette Brøndsholm i sin karriere skullet bevise sig over for, og aldrig kunne hun være sikker på, at hendes type var vellidt. Hverdagen har budt på træning fra klokken 10-11.30, så prøver fra klokken 12-16 og endelig forestilling om aftenen med mødetid klokken 18 og hjemkomst hen ad midnat. Seks dage om ugen og indimellem også søndage.

- Hvornår er det lige, man skal lægge en uddannelse ind? Man har rigeligt med bare at klare nuet og har ikke tid til at tænke på sin fremtid, siger Henriette Brøndsholm.

Selv har hun været meget bevidst om at dygtiggøre sig i andet end dans og har taget it-kurser og psykologi som enkeltfag på HF. Hun modtager for tiden vejledning fra et firma, der rådgiver folk i karriereskift. I løbet af otte møder får hun belyst sine evner og muligheder og får udarbejdet en kompetenceprofil.

Hun har hos sin vejleder blandt andet fået sat fokus på sine formidlingsevner. Ud over at have undervist balletbørnene har Henriette Brøndsholm udfærdiget introduktionsforedrag, hvor hun før en balletforestilling kommer ind i balkonfoyeren iført sit kostume og fortæller publikum om aftenens ballet. Det var oprindelig balletmesteren, der holdt disse foredrag, men da han havde så rigeligt andet at se til, overtog Henriette Brøndsholm. Det håber hun, at hun kan fortsætte med. Og desuden videregive sin lærdom ved balletten til næste generation. Hun ville gerne være fortsat som karakterdanser, det vil sige en ældre danser, som i forestillingen mimer mere, end hun danser, men det må fremtiden vise.

- De fleste af os vil jo gerne forblive i huset på en eller anden måde. Undervise, instruere, danse karakterroller. Vi har svært ved at slippe de omgivelser og den verden, som vi har levet og åndet for det meste af vores liv. Vi kender jo huset ud og ind. Vi kan danseteknikken, skuespillet, mimikken og forestillingerne til hudløshed. Vi har erfaringen, vi har overskuddet, overblikket. Vi forstår at føre os, vi har styr på nerverne. Og netop som man synes, man mestrer alt det, man har bygget op, siden man var ni år, så er det forbi. Det er faktisk ret hårdt, og man kan nemt gå ned på det, fortæller Henriette Brøndsholm.

Hun indrømmer, at hun lige nu står i et vakuum, hvor hun ikke rigtig ved, hvad fremtiden vil bringe. Egentlig var hendes forældre ikke så begejstrede, da hun som niårig fik lov at søge optagelse på balletskolen og blev optaget. Men hun kunne jo stoppe, hvis hun ikke trivedes med det, mente de. Valget kan man ikke tage som voksen – det skal tages af barnet, og forældrene støttede hende, selv om de ikke lagde skjul på, at de syntes, det var en hård verden.

- Ja, vist er det en hård verden. Hvert år er et prøveår, og man skal til eksamen. Nogle af ens kammerater bliver sorteret fra, og det kan være meget trist. Mindre end 10 procent af alle, der bliver optaget, kommer igennem hele forløbet. Så der har været mange at tage afsked med gennem årene. Skolen sluttede for mit vedkommende i 9. klasse, jeg blev aspirant og fik kontrakt med teatret. Men den er ingen garanti, for indtil man er 23 år, kan balletmesteren vælge én fra. Lønnen svarer nogenlunde til en skolelærers, og pensionen er for de overenskomstansatte ikke noget at råbe hurra for. Selv er jeg så heldig at have været ansat under tjenestemandslignende forhold, så min pension er ganske udmærket, men ikke nok til at leve af. Dansere, der får børn under karrieren, har det ikke let. For det første er det meget hårdt at træne sig op igen efter barselsorlov, for det andet ser man ikke meget til sit barn med de arbejdstider.

- Selvfølgelig er det knaldhårdt, og man får knyster på både fod og sjæl, men det er også en magisk verden, der tryllebinder, og jeg fortryder ikke, at jeg valgte den vej. Jeg har oplevet nogle store epoker med nye huse, blandt andet Operaen, som jeg var med til at indvie, og hvor jeg har danset. Jeg har oplevet uforglemmelige aftener med festforestillinger for store kunstnere, og jeg har danset for Dronningen flere gange og var for nylig inviteret til bal hos hende. Jeg har rejst over store dele af verden på turne og haft store oplevelser med det, siger Henriette Brøndsholm.

I oktober sidste år modtog hun den nystiftede Applauspris af Ballettens Venner for sin fine og langvarige indsats som korpsdanser. Energi, udstråling, præcision og blandt rygmarven i Den Kongelige Ballet, har anmelderne skrevet. Hun debuterede i "Sylfiden" som 10-årig i rollen som den lille pige, der uforfærdet vil danse reel med de voksne. Hun er flasket op med "Sylfiden", "Giselle" og "Svanesøen", men også moderne balletter som "Dødens triumf", "Odysseen" og "Silk & Knife" har hun kastet glans over. Selv fremhæver hun store danseaftener med Balanchine og arbejdet med koreografen John Neumeier, hvor hun har medvirket i samtlige hans forestillinger.

- Jeg er nu nået til et punkt i mit liv, hvor jeg føler, at der godt må ske noget andet. Men dette andet skal helst bygge på de erfaringer, jeg har fået her på teatret, der ikke blot har været et arbejde, men også en livsstil, siger den tidligere balletdanser.